At male stedets sjæl

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen.

Kunstanmelder på Ekstrabladet

Kim Broström er landskabsmaler. En belastet profession, al den stund maleriet, for slet ikke at tale om landskabsmaleriet, af mange for længst er blevet afskrevet som stendødt.

Broström maler imidlertid som om disse diskussioner er gået fuldstændigt hen over hovedet på ham. For ham er landskabet stadig en kilde til inspiration, en verden ladet med en uendelighed af muligheder.

Selvom Kim Broström i sine titler ofte nævner et konkret lokalitet, består hans arbejdsmåde paradoksalt nok i at fjerne sig så langt fra motivet som muligt. Processen er som følger: Broström vælger ét af sine favoritsteder: Lejre, Mors, Mols, Lisbjerg, Færøerne, Assisi i Italien, starter med detaljerede beskrivelser af landskabet, går over i en gradvis større grad af abstraktion for til slut at ende i kompositioner, hvor kun de mest basale holdepunkter er tilbage – en dyb fjord, en horisontlinje, en klits brat stigende kurve eller en trægruppes lodrette fikspunkter.

Lidt højstemt kan man sige, at Broströms mål er den totale identifikation med stedets sjæl. En meget romantisk idé, og kunstneren lægger da heller ikke skjul på, at kunst for ham er et spørgsmål om følelser. Om at opleve det sug, der fra kunstnerens pensel overføres til beskueren og, idealt set, kan få én til at glemme tid og sted i en total sammensmeltning mellem øjne, sjæl og krop.

For at forstærke det processuelle og organiske i sine billeder, lader Kim Broström, der altid maler på selve stedet, ofte tilfældet spille ind. En pludselig regnbyge afsætter stænk på akvarelpapiret, frosten får vandet til at fryse til is og pigmenterne til at opføre sig underligt for slet ikke at tale om lyset, der ustandseligt skifter karakter. I stedet for at se det som en hindring og irritation, integrerer Broström naturens lunefuldhed i sine billeder, nogle gange ganske bogstaveligt, som da han på en vinterdag i mangel af bedre, bruger mudder som maling.

Et værk af Kim Broström opleves aldrig som stillestående og tørt. Det pulserer af en energi, der giver kompositionerne et præg af drama, dynamik og nærvær. Man fornemmer umiddelbart kunstnerens kamp med stoffet, hans overvejelser, tvivlen og den lykkefølelse, der opstår, når billedet er færdigt og ånder, åbent og givende.

Kim Broströms malerier, akvareller og monotypier ville imidlertid ikke være så gode, hvis ikke energien bliver holdt på plads af et kompositorisk skelet og en velovervejet farveholdning. Broström kan tydeligvis sit ret kram. Denne kombination af lidenskabelig sanselighed og ferm håndværksmæssig kunnen viser Broström som en arvtager til den klassiske modernisme, man i Danmark identificerer med kunstnere som Karl Isakson, Edvard Weie, Sigurd Swane, Lauritz Hartz og Karl Bovin. Kunstnere, der i forskellige grader opløste motivet til fordel for farvens egenværdi, men som aldrig slap forbindelsen til den fysiske verden. På denne måde kan man med god ret kalde Kim Broström for en tidløs kunstner.

Tom Jørgensen