Landskaber i forskellig belysning

Når man inviteres ind i dette spændende værksted af kunsterisk udfoldelse og frembringelser, får man rig lejlighed til at gøre sig nogle notater over arbejdet. Der ligger forud for det enkelte værk en mængde notater og iagttagelser som har at gøre med Kim Frans Broströms måde at arbejde på.

Senere bliver disse studier under udvælgelse til værker som tilføjer landskabet et farvemæssigt eller figurmæssigt motiv. Oftest som et massiv, en linie, et lysforhold mellem af det lyse eller det mørke. En port eller portal ind i værket, tit med det lyse som baggrund. Betragteren inviteres gennem genkendelse eller med overraskende farve og lysforhold ind i værket.

Iagttagelsens blinde vinkler

Udstillingen Iagttagelse og Skelnen viser sider af Kim Frans Broström som naturskildrer, der beskriver landskaber og lysforhold, brændende eller svalende.

Motivmæssigt møder man i hans værker alle elementerne: jord, luft, ild - men det kan synes som om der sjældent er vand.

Det forholder sig imidlertid kun sådant, indtil det går op for en, at det er det han arbejder med - i kaskader af vand,  på et hvilket som helst sted, og når som helst. 

Vandet som opbløder farven i akvarellen, og sætter spor af regn og slud og farvernes løb ned over værket i hans beskivelser af  runde bøgelyse og kornbølgende øer, eller det hårde fjeld - dets lys og vejrlig i årstidernes vekslende farver.

Der er et stykke af naturen hentet ind i værkstedet og et arbejde med iagttagelsen af forskelle, i både natur og kunst.

Skelnen

Indsamling af indtryk fra naturen under forskellige belysninger, nedfældes i akvarellernes notater, direkte i mødet med naturoplevelser under forskellig vejrlig, for at blive gjort til genstand for den videre tanke.

I kunsten må man altid sætte en forskel, der gør en forskel.

Den forskel driver og udvikler sig i kampen, for at materialet får sit eget liv. Og i kampen med det elementære er det først og fremmest beskrivelsen af det monumentale i landskabet,

og portalerne ind i det landskab, som natur og kulturlandskab der præger værket.

Billed som tanke

’Tanken i billedet’ sådan hed en bog, der udkom for nogle år siden, der forsøger at indkredse nogle af de tanker Søren Kirkegaard gør i forbindelse med den kunstneriske produktion – der findes ikke egentligt et skrift fra hans hånd som tematiserer poetikken - men forfatteren, Isak Winkel Holm, mener allligevel at en sådan kan fremkaldes i hans skrifter og forsøger gennem Kirkegaards tidlige forfatterskab, at tegne et omrids af Kirkegaards tanker om den kunstneriske proces gennem en række iagttagelser af billeder og dramatiske forestillinger i hans tekster.

I Kirkegaards bibliotek findes fx en illusteret tysk encyklopædi over alverdens myter, der bl.a. har en billedfremstilling af et oppisket hav med rullende skumtoppe, under billedet står der Wellenmaechen, eller oversat ordret så iagttagelsen af dette naturfænomen er bevaret  - bølgepigen - på dansk mindre knyttet til fænomenet  og mere fortælling som - havfruen.

Dette er en af romantikkens vandmærkede motiver, fra HC Andersen til Grundtvig. Billedet af havets bevægelse fremkalder en forestilling, billedet har en kraft af mere betydning og bliver sat på begreb, men man kan ikke opleve både bølgen og pigen i samme iagttagelse.

Billed som (meta)fortælling

Allerede her er vi dybt inde i sansningens dunkle valg af tilsynekomster som pludselig i et øjeblik kan åbne rummet for det særlige. Desuden arbejdes der bevidst med rummets og iagttagelsens betydning for det ,der kan vise sig for tanken, som metabetydninger eller en kybernetik af anden orden med den tyske sociolog Nicolas Luhmann.

Man kan ikke se hvad man ikke kan se, man er bundet til de enkelte iagttagelsers blinde pletter.  Der gives altså ikke noget privilegeret iagttagelses punkt (et Archimedisk fikspunkt), men kun en uendelig regres af iagttagelser af iagttagelser. Refleksivt er der den fordel ved iagttagelse af anden orden at man ser, at man ikke ser, hvad man ikke ser. Men hvordan undgår man at det bliver monstrøs, eller bliver til nonsense? Det vigtige her er den skelnen, som iagttagelsen ifølge Luhmann er; en skelnen mellem det der vælges og det der ikke vælges, i en uendelig række af valg.

Et andet sted fremdrages i bogen ’tanken i billedet’ en kolofon fra en af baroktidens andagtsbøger som har en emblematisk karakter, idet billedet viser motivet og tekstfanerne som skal forklare billedets motiv. Det lægger tæt op ad nutidig tegneseriekunst.

Når jeg i forbindelse med billeddannelsen i Kim Broströms billeder drager det ind, skyldes det ikke mindst at der for mig at se er en komplementaritet der vil kunne frugtbargøres i bevidstheden om rummets eller landskabets konturer og den bevidste skelnen gennem iagttagelsens dramatiske potentiale således som det i bogen om Kirkegaard tanker om den kunstneriske proces bliver belyst udfra scenekunsten. En kunstform, hvis arbejdsfelt ikke er at skabe fortællingen men at vise den.

Netop iscenesættelse og scenekunstens problem er ikke Kirkegaards tanker fremmed. Det store problem for poetikken – for den kunstneriske proces - er hvordan man kunstnerisk skaber en helhed hvor man ikke formmæssigt skaber støj og kaos gennem ukongruente størrelser, aktuelt kunne det måske i tidens populære slogans udfoldes som, ’don’t tell it, show it’.

Men kunsten kender til den kant, hvor man skal navngive det skabte, så det fremtræder i sin egen ret og og fortæller med en egen lovmæssighed i værket. Kim Broström viser os et overskud af kunstnerisk fortælleglæde som smitter.

Kim Broström arbejder med både lyse og mørke baggrunde. Det kan endda være dobbelteksponeret i et enkelt billede.  Vi inviteres med Kim Broströms billeder ind i en billedverden, der som det siges er blevet til, som udtryk for en kunstnerisk proces, en udvikling, et valg. Og lad det være sagt med det samme billederne appelerer med til at befolke de mennesketomme landskaber! Og drage dem ind i bevidstheden i en samtale. Farveglæden og motiverne har klare referencer.

Billederne er åbne for fortolkning. De er aldrig påtrængende, men har altid noget på hjerte, de er altid aktuelle samtidig med at de i klassisk forstand drager naturbetragtningens uforanderlige bevægelse ind i tiden, så de på en særlig måde alligevel altid åbner for baggrundens uudgrundelighed og naturen i sig selv som et refleksionsrum eller spejl – i, om man vil, med vandet som troens element eller vandmærke.

Jens Kirk Wandall,

teolog