 |
||
|
|
||
|
|
Udstilling. Galleri Nybro: Skovensomhed og latente strukturer |
|
Generel side
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen. Om Kim Broströms billeder.
Kik her og se eksempler på mine billeder.
Kim Frans Broström Atelier: Østerbro, København og Ejerslev, Mors Telefon +45 36751866
Få en invitation Hvis du er interesseret i at få invitation til næste udstilling med offentlig adgang eller fernisering, så send en mail: brostrom@post3.tele.dk |
Udstilling i Galleri Nybro:
Kim Frans Broström Separatudstilling i Galleri Nybro 2-15 september 2005 Åben ti-sø (ma lukket) kl. 13-17
|
Kim Frans Broström: Skov. Autopoiesis. 70x102 cm
Galleri Nybro: Adressen er Nybrogade 30, midt i København, lige ved kanalen, Gammel Strand og Stormbroen, over for Christianborg. |
|
|
Skovensomhed er et begreb fra romantikken, den ensomme vandrers iagttagelse af naturen og af sig selv i den. H.C. Andersen bruger for eksempel udtrykket når han beskriver de dybe østjyske skove i Jylland mellem tvende have. Der er en snert af melankoli i den iscenesatte utryghed, man som ensom vandrer underkaster sig. Tag med Gribskovbanen, stå af ved trinbrættet Store Gribsø, se toget forsvinde bort af de lige, blanke skinner, og oplev når de sidste lyde af hornet forstummer og kun lyden af vindens løb i løvet høres, - skovensomhed. Skærende smuk er her, og skærende ensomt.
Man skal komme her alene, det siger sig selv. Her er man i et af sig selv på tid og rum defineret felt overladt til – sig selv, og vil, efter en kort vandretur kunne komme til det mærkværdige sted der hedder Ottevejskrogen. Her sad, som han gjorde det så mange andre steder, Søren Kirkegaard og tænkte sit. Her mødes otte veje. Man kan lade blikket glide ud i otte retninger, og snart glemme ad hvilken man kom. Det er en sær kalejdoskopisk oplevelse. Kirkegård undrer sig over hvordan man kan kalde et sted hvor otte veje mødes for en krog; ”hvorledes kan det Alfarne og Befarne forliges med det afsides og det Skjulte” spørger han. Men sådan er det på dette sted: ”Modsigelsen gør da Stedet blot mere ensomt, som modsigelse altid gør ensom”. Her bliver det næsten knugende, men det bliver værre idet han slutter; ”det er jo som om, var Verden uddød, og den Efterlevende bragt i den forlegenhed, at der ingen var til at begrave ham..”
Der
er mange, mange år siden Kirkegård forlod stedet for sidste gang, ad
en af vejene, uvist ad hvilken. Men stedet er endnu, helt som Kirkegård
beskriver det, selv på en lys sommerdag, urovækkende.
Kunstnerisk
arbejde vil altid have en forbindelse til de eksistentielle. Man kan
arbejde, man kan lade være, man kan skabe noget nyt eller det kan
mislykkes. Den tyske sociolog Niklas Luhmann ville inden for den
opreationelle konstruktivisme kunne kodesætte denne aktivitet med et +/-
skabe, for eksempel. Det ligger snublende nær kodesættet +/- være.
Man kan næsten sige, at Shakespeare i virkeligheden var konstruktivist
da han lod Hamlet konkretiserede sine handlemuligheder ud fra netop
denne kode: ”at være eller ikke at være...”. Nu skal man være en
ægte romantikker for at mene, at kunstneriske aktivitet reelt er liv
eller død; følelsen eksisterer ret beset i en iscenesat utryghed,
hvilket dog altså ikke gør den eksistentielle nødvendighed af den
kunstneriske proces mindre.
Ser
man på et af Cezannes mange stilleben, billeder af dagligdags ting der
som han selv sagde, var uden dybere hensigt, så vil bare denne
gengivelse af materie indeholde ansats til et spørgsmål om hvorfor,
hvorfor er er der overhovedet en materie – og hvorfor overhovedet male
det og forholde sig tildet? Ethvert spørgsmål om hvorfor har
transcendent natur eftersom et fuldstændigt svar ikke gives. I
Gribskovs Ottevejskrogen ligger der en struktur af latente muligheder.
Kirkegård siger at den megen færdsel er kun en mulighed, en mulighed
for tanken. Den
engelske sociolog Parson, som har været til grundlæggende inspiration
for Niklas Luhmann, taler om de latente
strukturer vore menneskelige samfund bygger på. Han mener at der, kort fortalt,
er en uudtalt konsensus om at følge disse sociologiske strukturer, fordi det nu engang er det mest
hensigtsmæssige at gøre det. ”Hvis
kunsten skal gøre en forskel, er det en nødvendighed, at den sætter
sig ud over det banale og forholder sig til modernitetens problem”,
skriver Carsten Bach Jensen. Det er ganske rigtigt; et kunstværk må
have et spørgsmål til maleren og til beskueren. Ved hjælp af kunsten
er det muligt for os at iagttage vores egen iagttagelse, altså at
forholde os refleksivt. Vi
eksisterer altså i dette spændingsfelt mellem refleksiv skovensomhed og
latente strukturer. Det var mange ord om noget ganske enkelt. Jeg tager min malerkasse og begejstres som den ensomme vandrer. Resten er efterrationalisering. Måske.
Kim
Frans Broström
Litteratur: Søren
Kirkegård: Stadier paa Livets Vej. Gribskovbanens
køreplan Kim
Broström & Alexandar H. Hjorth: ”Kan vi tale om en Georg
Kneer og Armin Nassehi: Niklas Luhmann, 2000, |
Plakaten for udstillingen kan ses som pdf-fil.
Kim Frans Broström: Skov 70x102 cm
Udstilling i Brøndsalen: Vid inspiration Sammen med medlemmer af Kunstnersammenslutningen Nybro udstiller jeg i Brøndsalen, Haveselskabets Have på Frederiksberg 7-14 oktober 2005. Mere information følger.
|
|
|
|
